Hundeuld og hundestrik

Når hunden fælder 1 – 2 gange om året, indsamler man underulden og opbevarer den efter de forskrifter, der er beskrevet under afsnittet herom.

Underulden kartes/spindes sammen med 1 – 2 tråd fåregarn – tilstrækkeligt til at det færdige garn kan bruges til  strikning. Garnet vaskes og tørres, vindes op og er klar til brug.

En proces, der – som andet godt håndarbejde – tager sin tid.

Det færdige garn er blødt og lækkert, men kan variere meget i tykkelse. F.eks. er ulden fra  en Kleinspitz meget fint og ulden fra Grønlandshund meget tykt. Det giver mulighed for at strikke såvel et fint sjal som en god,  tyk sweater. Sætter man så også foer i sin sweater, er resultatet en fantastisk varm trøje, der kan modstå blæst og kulde, en windbreaker.

Intet af hundeulden er indfarvet - den vises i sin naturlige farve.

Hundeulden er egnet som garn til næsten alt, du ønsker at strikke. Dog ikke sokker, da garnet ikke er stærkt nok. 

Jeg sælger både garn og færdige produkter og modtager meget gerne bestillinger på strik og håndsyede muffer. Hér vælger du selv skindet, som syes på ydersiden. En personlig og  unik muffe.

Jeg kommer også gerne og stiller min stand op til et arrangement, f.eks. en hundeudstilling, uldmarkeder, julestuer eller lignende. Kontakt mig venligst herom.